Min personlige historie om makeup

I går, imens jeg sad midt i matematiktimen, besluttede jeg mig for, at jeg ville skrive et indlæg om makeup. Jeg vil fortælle lidt om, hvornår jeg selv begyndte at gå med sminke, og hvorfor jeg begyndte på det.

Faktisk var jeg en af de sidste af pigerne i min klasse, der hoppede med på vognen. Jeg havde dog aldrig været nogen drengepige, men jeg gik meget op i sport, og gik egentlig ikke ret meget op i mit udseende.

En tilfældig mandag, da vi gik i sjette, kom en af klassens piger i skole med mascarre på, og det var tydeligt at se, fordi hun normalt havde helt lyse vipper, så det var bestemt noget, man lagde mærke til, at hun pludselig havde makeup på.

De efterfølgende dage og uger  begyndte flere og flere af pigerne i klassen at komme i skole med makeup på, og da vi kun var tre piger tilbage i klassen, der endnu ikke var begyndt at bruge nogen form for sminke, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne begynde at lære lidt om det. I dag går jeg ikke uden for en dør, hvis ikke jeg har noget på ansigtet.